Kunsthal Spritten / Kunsthallen
Menu
/

Kunsthal Spritten 2024 ©
Åbner i 2026

Spritten, C. A. Olesensgade 1
9000 Aalborg, Denmark

Kunsthal Spritten modtager
driftstilskud fra Aalborg Kommune.

© Kunsthal Spritten 2022. All Rights Reserved

Kunsthal Spritten

Kunsthal Spritten er en ny kunsthal for eksperimenterende samtidskunst og er aktuelt under udvikling i den knap 100 år gamle, fredede spritfabrik i Aalborg Vestby. Det rødmurede fabriksanlæg er et stykke danmarkshistorie med en central placering, der binder Aalborg Vestby sammen med havnefronten. Kunsthallen består af kedelhallerne 1 og 2 samt værkstedsbygningen, som tranformeres til udstillingsrum i flere etager, herunder studio og cafeområde samt direkte adgang til skulpturen Cloud City Aalborg, der kobler sig til bygningen via taget. 

Kunsthal Spritten har fokus på samtidskunst af tidens toneangivende kunstnere. Sigtet er at Kunsthal Spritten bliver et hus, hvor samtidskunst af internationalt format præsenteres for et bredt publikum og aktualiseres for den enkelte gennem forskellige aktiviteter i løbet af ugen. Transformationen af kedelhallerne til Kunsthal Spritten repræsenterer et kraftfuldt møde mellem tradition og nye perspektiver på fremtiden og på mulighederne i den tid, vi lever.

Cloud City Aalborg er en markant del af opførslen af kunsthallen og den kommende publikumsoplevelse. Den 34 meter høje skulptur er skabt specifikt til Kunsthal Spritten af den argentinske kunstner Tomás Saraceno (f. 1973) og er en totalinstallation, man som gæst kan udforske eller tage midlertidigt ophold i. Cloud City Aalborg består af en stålkonstruktion med 65 moduler i glas, net og farvet aluminium, der kan besøges via kunsthallens øverste etage, og bliver kunstnerens største værk til dato.

 

Visualiseringer af kedelhallerne. Praksis Arkitekter, 2024.

   

Med inspiration fra foranderlige skyformationer er formen på Cloud City Aalborg baseret på cumulus-skyers opbygning og fortætning. Værkers ankomst til Aalborg med åbning i 2026 som en del af Kunsthal Spirtten, cementerer forvandlingen af byen fra industri- til kulturby. Ud over at fungere som en "by i skyen" hvor gæster i alle aldre kan bevæge sig rundt og tage ophold med udsigt over havnen og byen, vil Cloud City Aalborg også skabe rum for det liv af planter, der med årene vil finde sin plads i og udenpå skulpturen. Den seks etager høje skulptur bliver foruden en iøjnefaldende markering af Vestbyens transformation, således også et nyt mødested, et udkigspunkt og samlingspunkt for byen borgere. 

Det forstående byggeri betyder, at kunsthallen de kommende år fokuserer på at bringe samtidskunsten i spil uden for huset via samarbejder med andre institutioner og aktører både i og uden for regionen. Målet er at skabe inspirerende og uventede møder med samtidskunsten og teste nye formater udenfor kunsthallens mure.                                                                   

Bag transformationen af spritfabrikken til kunsthal for samtidskunst står Realdania og Aalborg Kommune. Kunstværket Cloud City Aalborg opføres med støtte fra Det Obelske Familiefond, Augustinus Fonden, Ny Carlsbergfondet, Købmand Herman Sallings Fond, Spar Nord Fonden, A. Enggaard A/S og Wagner Ejendomme Aps. Kunsthal Spritten modtager driftsstøtte fra Aalborg Kommune og forventes at åbne i 2026.

 

Den gamle spritfabrik

  

Den gamle spritfabrik er en del af Aalborgs bankende hjerte og et levende stykke danmarkshistorie. Fabrikken er tegnet af arkitekt, Alfred Cock-Clausen, for De Danske Spritfabrikker og opført på kanten af Limfjorden i årene 1929-1931. Den inkarnerer bedre byggeskik og forener i sjælden grad arkitektonisk kvalitet og sammenhæng mellem form, funktion og historiefortælling. Spritten er i dag landets største industrifredning og et af de 25 umistelige industriminder i Danmark.

Spritten repræsenterer over 140 års mad- og drikkekultur og en enestående historie om Aalborgs rejse fra industri til nutidens kultur og vidensby. De danske spritfabrikker skabte en forretning med global rækkevidde ved at transformere produktionen af brændevin fra håndværk til industrielt kvalitetsprodukt. Fabrikken producerede gennem årene millioner af flasker af nu klassiske akvavitter som Aalborg Akvavit (Rød Aalborg) og Harald Jensen. Rød Aalborg fremstilles fortsat på opskriften fra 1846.

Produktionen af alkohol på Spritten blev indstillet i 2015, og samme år blev fabrikken fredet. Spritten bliver nu transformeret til en ny bydel midt i Aalborg, fuldt af liv og store drømme for fremtiden. Foruden Fonden Kunsthal Spritten er A. Enggaard, Spritten A/S og Aalborg Kommune grundejere på Spritten.

1930
01
 / 07

De Danske Spritfabrikker. Luftfoto, ca. 1931-35

Foto: Aalborg Stadsarkiv, J. A. Kirkegaard

Kunsthal Spritten opstod oprindeligt som privat initiativ af entreprenør Martin Ole Nielsen. Den har siden 2018 været en selvejende fond med det almennyttige formål at udvikle og drive en offentlig kulturinstitution. Bag ombygningen af den historiske kedelhal står foreningen Realdania og Aalborg Kommune. "Cloud City Aalborg" opføres for private midler med afgørende bidrag fra følgende fonde og private virksomheder: Det Obelske Familiefond, Augustinus Fonden, Ny Carlsbergfondet, Købmand Herman Sallings Fond, Spar Nord Fonden, A. Enggard og Wagner Ejendomme. 

Kunsthal Spritten modtager driftsstøtte fra Aalborg Kommune og forventes at åbne primo 2026.

 

Tilmeld dig
vores nyhedsbrev

Kunsthal Spritten 2024 ©
Åbner i 2026

Spritten, C. A. Olesensgade 1
9000 Aalborg, Denmark

Kunsthal Spritten modtager
driftstilskud fra Aalborg Kommune.

loading